Artikles:

Hæderspris til ARoS Triennial

Det kuratoriske hold bag ARoS Triennial The Garden – End of Times, Beginning of Times kunne i går modtage Havekulturfondens Hæderspris 2018. Prisen uddeles årligt på vegne af Det Kongelige Danske Haveselskab til en modtager, som har formået at øge bevidstheden om og sætte havekultur på dagsordenen. I motivationen for at give prisen til ARoS nævnes det blandt andet, at ”ARoS med The Garden har formået at kombinere en helt umiddelbar og æstetisk nærværende oplevelse af ”haver” med intellektuel dybde” - Det er en stor personlig anerkendelse at modtage denne pris, som vi er utroligt glade for, og det giver os anledning til at takke den stærke kollektive indsat, som muliggjorde The Garden, siger museumsdirektør Erlend G. Høyersten, ARoS. Med prisen følger en kontantpræmie på 25.000 kroner, som kuratorerne har valgt at give videre til et godt formål. -ARoS har store ambitioner om at drive et bæredygtigt museum og samtidig bidrage til et grønnere samfund. Derfor vil præmien på de 25.000 kroner blive givet videre til Danmarks Naturfredningsforening i støtte til deres vigtige arbejde for en rigere natur og et rent miljø, siger Erlend G. Høyersten. Prisen blev overrakt af bestyrelsesmedlem for Havekulturfonden Louise Møller til museumsdirektør Erlend G. Høyersten og museumsinspektør Jacob Vengberg Sevel. Det kuratoriske hold for ARoS Triennial bestod desuden af Lise Pennington og Marie Nipper.

UDSTILLINGSPROGRAM 2019

Tomorrow is the Question er en omfattende og ambitiøs præsentation af international samtidskunst. Udstillingen præsenterer værker af blandt andre Doug Aitken, Hito Steyerl, Rirkrit Tirvanija, Allora & Calzadilla, Alfredo Jaar, Mona Hatoum, Simon Denny, Raqs Media Collective og Cao Fei. Omdrejningspunktet i Tomorrow is the Question er vores fælles fremtid. De spørgsmål, som vi stiller i dag, danner grundlag for dagen i morgen. Gennem skulpturer, videoværker, installationer og interaktive værker adresserer udstillingens kunstnere de forandringer og ressourcemæssige udfordringer og muligheder, som menneskeheden står overfor lige nu. Udstillingen udfolder en række scenarier for vores fremtid og lægger op til dialog og handling herom. Tomorrow is the Question er således en yderst relevant og aktuel udstilling, idet den inviterer publikum til at reflektere over morgendagen. Tomorrow is the Question er initieret og kurateret af Luise Faurschou, grundlægger og direktør hos ART 2030 og Faurschou Art Resources, i samarbejde med ARoS’ direktør Erlend G. Høyersten.